Flokinstiktet
Gør sig hele tiden gældende hos hesten. Fra naturen af er den et byttedyr, og vil aldrig i dens oprindelige omgivelser
kunne overleve alene pga. diverse rovdyr.
Når en hest i et moderne miljø isoleres fra flokken, f.eks. til ridebrug, vil den altid være glad når den kommer
tilbage. Det kan faktisk være farligt at forsøge at adskille en enkelt hest på marken, for hvis de andre løber væk,
vil det trække voldsomt i den enkelte hest.
Man skal ligeledes tænke sig om, og lade være med at ride hurtigt forbi en indhegning med fremmede heste, da det kan medføre, at de indhegnede heste vil med og bryder gennem hegnet.
Man bør aldrig vænne en hest til at den altid køres eller rides sammen med den samme makker, da der er risiko for at det vil forårsage et neurotisk afhængighedsforhold.
Flugtinstinktet
Flugtinstinktet er en af hestens stærkeste drivkræfter. Når man er et byttedyr, er det vigtigt, at kunne flygte i god
tid, hurtigt nok OG i den rigtige retning.
Selvom "den moderne hest" aldrig har set en løve, har dette ikke ændret spor ved flugtinstingtet! Det "aktiveres" hele tiden på alt fra forvirring til angst og smerte.
Er der tale om "et mildt anfald", vil hesten spænde musklerne og f.eks. slå op med hals og hoved. Er det mere alvorligt, vil hesten stejle, bukke eller løbe over kommunegrænsen. På grund af flugtinstinktet kan hesten faktisk beskrives som "en camoufleret atombombe" :)
Det betyder at man som rytter skal være meget opmærksom på dette instinkt. Man mener måske hesten er ulydig i en eller anden situation, men det kan være flugtinstinktet der er aktiveret.
Følesansen
Hestens krop er ekstremt følsom. Den kan føle en flue overalt på huden, selv gennem hårlaget.
Den kan "sitre" med musklerne, der hvor insektet sidder og således undgå for mange stik eller infektioner.
At hesten har en veludviklet følesans, betyder også at det ikke er nødvendigt for ryttere at give kraftige kropslige
signaler. F.eks. sparke med schenklerne i maven osv. - den bliver hurtig død for påvirkningen.
Dette skyldes, at de mange små nervespidser under huden knuses og bliver ufølsomme. Det samme sker i hestens mund på laderne, hvis biddet hives nedad. Det skal vende opad i mundvigen, så midten hviler på den særdeles følsomme tunge.
Hestens mulehår og enkelte hår over øjnene er meget, meget følsomme. De gør hesten i stand til at føle, hvad den skal adskille i fodret og forhindrer skader på øjnene. Disse hår er vigtige især om natten og må ALDRIG klippes.
Hieraki og kommunikation
Kommunikationen er højt udviklet hos heste. De har et stort og varieret sporg, som udtrykkes gennem kroppens stillinger.
Ører, øjne, haler, hovedets og halsens bæringer og drejninger samt en række lyde vil for alle heste i hele verden
- tamme eller vildtlevende - beskrive et vigtigt sprog, når man, som hesten, lever i en hierakisk tæt dagligdag,
hvor rangordenen har et overordnet mål, nemlig overlevelse.
Den bedst egnede bestemmer og der adlydes nedad i hierakiet.
Vil førehesten f.eks. ikke længere hvile men ned og spise græs, samler den flokken og genner dem ned for at græsse.
Bortset fra ubetinget lydighed udøver flokken også en enorm social funktion. Der nusses og kæles på kryds og tværs,
hvilket fremmer evnen til samarbejde og tolerance.
Lugtesansen
Hestens lugtesans er ret imponerende. Den kan f.eks. genkende steder på skovturen, og på den måde orientere sig idet
lugtesansen kombineres med en formidabel stedsans.
Lugte fra giftige planter er vigtige at genkende og huske. Lugtesansen gør det også muligt for heste at genkende andre hestes færden, territorier og rang. En hest kan f.eks. også lugte hvis et menneske er bange, aggressiv m.m.
Stedsansen
Hestens stedsans er sammen med hukommelsen uhyre stærkt udviklet. En kombination af synet og lugtesansen spiller
i visse situationer ind her.
Hos mange fugle skyldes den gode stedsans nogle små magneter i hjernen. Om de også findes hos heste vides endnu ikke.
Jeg har selv gentagne gange oplevet hestes formidable stedsans. Har under mine mange rideture i Langsø (meget stort
skovområde på Fyn) oplevet at jeg var faret vildt.
Har ikke været noget problem. Jeg giver blot hesten lange tøjler og lader den bestemme i hvilken retning vi skal gå.
Det der er imponerende er, at der er tale om strækninger hvor vi med 100% sikkerhed IKKE har været før.
Hesten går så stille og roligt fremad. Den vælger selv hvornår vi skal drejer til højre, eller venstre eller gå
lige ud - og vupti pludselig er vi på et sted som jeg kan genkende.
Er meget imponeret - gid jeg havde en sådan stedsans - jeg kan fare vild i en telefonbox ;))
Siden er sidst opdateret, den 08-11-2004